| Chapter 32 |
1 | Lyt til, I Himle, lad mig tale, Jorden høre mine Ord!
|
2 | Lad dryppe som Regn min Lære, lad flyde som Dug mit Ord, som Regnskyl på unge Spirer, som Regnens Dråber på Græs.
|
3 | Thi HERRENs Navn vil jeg forkynde, Ære skal I give vor Gud!
|
4 | Han er Klippen, fuldkomment hans Værk, thi alle hans Veje er Retfærd! En trofast Gud, uden Svig, retfærdig og sanddru er Han.
|
5 | Skændselsmennesker sveg ham, en forvent og vanartet Slægt.
|
6 | Er det sådan, I lønner HERREN? Du tåbelige, uvise Folk! Er han ej din Fader og Skaber, den, som gjorde og danned dig?
|
7 | Kom Fortidens Dage i Hu, agt på henfarne Slægters År; spørg din Fader, han skal berette, dine gamle, de skal fortælle dig!
|
8 | Da den Højeste gav Folkene Eje, satte Skel mellem Menneskenes Børn, bestemte han Folkenes Grænser efter Tallet på Guds Sønner,
|
9 | men HERRENs Del blev Jakob, Israel hans tilmålte Lod.
|
10 | Han fandt det i Ørkenlandet, i Ødemarken, blandt Ørkenens Hyl; han værnede det med vågent Øje og vogtede det som sin Øjesten.
|
11 | Som Ørnen, der purrer sin Yngel ud og svæver over sine Unger, løftede han det på sit Vingefang og bar det på sine Vinger.
|
12 | HERREN var dets eneste Fører, ingen fremmed Gud var hos ham.
|
13 | Han lod det færdes over Landets Høje, nærede det med Markens Frugter, lod det suge Honning af Klippen og Olie af Bjergets Flint,
|
14 | Surmælk fra Køer, Mælk fra Småkvæg, dertil Fedt af Lam og Vædre, af Tyre fra Basan og Bukke og Hvedens Fedme tillige, og Drueblod drak du, Vin.
|
15 | Men da Jesjurun blev fed, slog han bagud, du blev fed, du blev tyk, du blev mæsket; da forskød han Gud, sin Skaber, lod hånt om sin Frelses Klippe.
|
16 | De æggede ham med fremmede, med Vederstyggeligheder tirrede de ham;
|
17 | de ofred til Dæmoner, der ej er Guder, til Guder, de ej før kendte til; til nye, der nys var kommet frem, og som ej eders Fædre frygtede.
|
18 | Klippen, der avled dig, slog du af Tanke og glemte den Gud, der fødte dig!
|
19 | Da HERREN så det, forstødte han dem af Græmmelse over sine Børn
|
20 | og sagde: "Jeg vil skjule mit Åsyn for dem og se, hvad Ende det tager med dem; thi de er en bundfalsk Slægt, Børn, som er uden Troskab;
|
21 | de ægged mig med det der ikke er Gud, tirrede mig ved deres tomme Gøgl: Jeg vil ægge dem med det, der ikke er et Folk, tirre dem ved et Folk af Dårer.
|
22 | Thi der flammer en Ild i min Vrede, som brænder til Dødsrigets Dyb; den fortærer Jorden med dens Grøde og antænder Bjergenes Grunde.
|
23 | Jeg hober Ulykker over dem og opbruger mine Pile imod dem.
|
24 | De udmagres af Sult og hentæres af Pestglød og giftig Sot; så sender jeg Vilddyrs Tænder og Slangers Gift imod dem.
|
25 | Ude slår Sværdet Børnene ned og inde i Kamrene Rædselen både Yngling og Jomfru, diende Børn og grånende Mænd.
|
26 | Jeg satte mig for at blæse dem bort og slette deres Minde blandt Mennesker ud,
|
27 | men jeg frygtede, at Fjenden skulde volde mig Græmmelse, deres Avindsmænd tage fejl og tænke: Det var vor egen Hånd, der var stærk, ej HERREN, der gjorde alt dette.
|
28 | Thi de er et rådvildt Folk, og i dem er der ikke Forstand.
|
29 | Var de vise, forstod de det og indså, hvad der venter dem selv!
|
30 | Hvor skulde een kunne forfølge tusind, og to slå ti Tusind på Flugt, hvis ikke deres klippe havde solgt dem og HERREN givet dem til Pris!
|
31 | Thi deres Klippe er ikke som vor, det ved vore Fjender bedst selv!
|
32 | Thi fra Sodoma stammer deres Vinstok og fra Gomorras Marker; deres Druer er giftige Druer, og beske er deres Klaser;
|
33 | som Dragegift er deres Vin, som Øglers gruelige Edder.
|
34 | Er ej dette forvaret hos mig, forseglet i mine Gemmer
|
35 | til Hævnens og Regnskabets Dag, den Stund, deres Fod skal vakle? Thi deres Undergangs Dag stunder til; hvad der venter dem, kommer i Hast."
|
36 | Thi Ret skaffer HERREN sit Folk og forbarmer sig over sine Tjenere, thi han ser, deres kraft er brudt, det er ude med hver og en.
|
37 | Da spørger han: "Hvor er nu deres Gud, Klippen, på hvem de forlod, sig,
|
38 | som åd deres, Slagtofres Fedme og drak deres Drikofres Vin? Lad dem rejse sig og hjælpe eder, lad dem være eder et Skjul!
|
39 | Erkend nu, at jeg, jeg er Gud uden anden Gud ved min Side. Jeg døder, jeg gør levende, jeg sårer, og jeg læger, "g ingen kan frelse fra min Hånd.
|
40 | Thi jeg løfter min Hånd mod Himlen og siger: Så sandt jeg lever evindelig,
|
41 | jeg hvæsser mit lynende Sværd, og min Hånd tager fat på Dommen, jeg hævner mig på mine Fjender, øver Gengæld mod mine Avindsmænd.
|
42 | Mine Pile gør jeg drukne af Blod, og mit Sværd skal svælge i Kød, i faldnes og fangnes Blod og fjendtlige Høvdingers Hoveder!"
|
43 | I Folkeslag, pris hans Folk, thi han hævner sine Tjeneres Blod; han hævner sig på sine Fjender, og skaffer sit Folks Land Soning!
|
44 | Og Moses kom og fremsagde hele denne Sang for Folket, han og Josua, Nuns Søn.
|
45 | Og da Moses var færdig med at fremsige alle disse Ord for hele Israel,
|
46 | sagde han til dem: "Læg eder alle de Ord på Sinde, som jeg i Dag har vidnet imod eder, for at du kan pålægge dine Sønner dem, at de omhyggeligt må handle efter alle denne Lovs Bud;
|
47 | thi det er ikke tomme Ord uden Betydning for eder, men af dem afhænger eders Liv, og ved at følge det Ord skal I få et langt Liv i det Land, som l skal ind og tage i Besiddelse efter at være gået over Jordan."
|
48 | Selv samme Dag talede HERREN til Moses og sagde:
|
49 | "Stig op på Abarimbjerget der, Nebobjerget i Moabs Land over for Jeriko, og se ud over Kana`ans Land, som jeg vil give Israelitterne i Eje!
|
50 | Og så skal du dø på det Bjerg, du bestiger, og samles til din Slægt, ligesom din Broder Aron døde på Bjerget Hor og samledes til sin Slægt,
|
51 | fordi I handlede troløst imod mig iblandt Israelitterne ved Merihat Kadesjs Vand i Zins Ørken, fordi I ikke helligede mig iblandt Israelitterne.
|
52 | Thi her ovre fra skal du se ud over Landet, men du skal ikke komme derind, ind i det Land, jeg vil give Israelitterne!
|