| Chapter 6 |
1 | Så tog Job til Orde og svarede:
|
2 | "Gid man vejed min Harme og vejed min Ulykke mod den!
|
3 | Thi tungere er den end Havets Sand, derfor talte jeg over mig!
|
4 | Thi i mig sidder den Almægtiges Pile, min Ånd inddrikker deres Gift; Rædsler fra Gud forvirrer mig.
|
5 | Skriger et Vildæsel midt i Græsset, brøler en Okse ved sit Foder?
|
6 | Spiser man ferskt uden Salt, smager mon Æggehvide godt?
|
7 | Min Sjæl vil ej røre derved, de Ting er som Lugt af en Løve.
|
8 | Ak, blev mit Ønske dog opfyldt, Gud give mig det, som jeg håber
|
9 | vilde d dog knuse mig, række Hånden ud og skære mig fra,
|
10 | så vilde det være min Trøst - jeg hopped af Glæde trods skånselsløs Kval at jeg ikke har nægtet den Helliges Ord.
|
11 | Hvad er min Kraft, at jeg skal holde ud, min Udgang, at jeg skal være tålmodig?
|
12 | Er da min Kraft som Stenens, er da mit Legeme Kobber?
|
13 | Ak, for mig er der ingen Hjælp, hver Udvej lukker sig for mig.
|
14 | Den, der nægter sin Næste Godhed, han bryder med den Almægtiges Frygt.
|
15 | Mine Brødre sveg mig som en Bæk, som Strømme, hvis Vand svandt bort,
|
16 | de, der var grumset af os, og som Sneen gemte sig i,
|
17 | men som svandt ved Solens Glød, tørredes sporløst ud i Hede;
|
18 | Karavaner bøjer af fra Vejen, drager op i Ørkenen og går til Grunde;
|
19 | Temas Karavaner spejder, Sabas Rejsetog håber på dem,
|
20 | men de beskæmmes i deres Tillid, de kommer derhen og skuffes!
|
21 | Ja, slige Strømme er I mig nu, Rædselen så I og grebes af Skræk!
|
22 | Har jeg mon sagt: "Giv mig Gaver, løs mig med eders Velstand,
|
23 | red mig af Fjendens Hånd, køb mig fri fra Voldsmænds Hånd!"
|
24 | Lær mig, så vil jeg tie, vis mig, hvor jeg har fejlet!
|
25 | Redelig Tale, se, den gør Indtryk; men eders Revselse, hvad er den værd?
|
26 | Er det jer Hensigt at revse Ord? Den fortvivledes Ord er dog Mundsvejr!
|
27 | Selv om en faderløs kasted I Lod og købslog om eders Ven.
|
28 | Men vilde I nu dog se på mig! Mon jeg lyver jer op i Ansigtet?
|
29 | Vend jer hid, lad der ikke ske Uret, vend jer, thi end har jeg Ret!
|
30 | Er der Uret på min Tunge, eller skelner min Gane ej, hvad der er ondt?
|