| Chapter 10 |
1 | Min Sjæl er led ved mit Liv, frit Løb vil jeg give min Klage over ham, i min bitre Sjælenød vil jeg tale,
|
2 | sige til Gud: Fordøm mig dog ikke, lad mig vide, hvorfor du tvister med mig!
|
3 | Gavner det dig at øve Vold, at forkaste det Værk, dine Hænder danned, men smile til gudløses Råd?
|
4 | Har du da kødets Øjne, ser du, som Mennesker ser,
|
5 | er dine Dage som Menneskets Dage, er dine År som Mandens Dage,
|
6 | siden du søger efter min Brøde, leder efter min Synd,
|
7 | endskønt du ved, jeg ikke er skyldig; men af din Hånd er der ingen Redning!
|
8 | Dine Hænder gjorde og danned mig først, så skifter du Sind og gør mig til intet!
|
9 | Kom i Hu, at du dannede mig som Ler, og til Støv vil du atter gøre mig!
|
10 | Mon du ikke hældte mig ud som Mælk og lod mig skørne som Ost,
|
11 | iklædte mig Hud og kød og fletted mig sammen med Ben og Sener?
|
12 | Du gav mig Liv og Livskraft, din Omhu vogted min Ånd
|
13 | og så gemte du dog i dit Hjerte på dette, jeg skønner, dit Øjemed var:
|
14 | Synded jeg, vogted du på mig og tilgav ikke min Brøde.
|
15 | Fald jeg forbrød mig, da ve mig! Var jeg retfærdig, jeg skulde dog ikke løfte mit Hoved, men mættes med Skændsel, kvæges med Nød.
|
16 | Knejsed jeg, jog du mig som en Løve, handlede atter ufatteligt med mig;
|
17 | nye Vidner førte du mod mig, øged din Uvilje mod mig, opbød atter en Hær imod mig!
|
18 | Hvi drog du mig da af Moders Liv? Jeg burde have udåndet, uset af alle;
|
19 | jeg burde have været som aldrig født, været ført til Graven fra Moders Skød.
|
20 | Er ej mine Livsdage få? Så slip mig, at jeg kan kvæges lidt, 21 før jeg for evigt går bort til Mørkets og Mulmets Land,
|
22 | Landet med bælgmørkt Mulm, med Mørke og uden Orden, hvor Lyset selv er som Mørket."
|