Chapter 19

 Så tog Job til Orde og svarede: 

 "Hvor længe vil I krænke min Sjæl og slå mig sønder med Ord? 

 I håner mig nu for tiende Gang, mishandler mig uden Skam. 

 Har jeg da virkelig fejlet, hænger der Fejl ved mig? 

 Eller gør I jer store imod mig og revser mig ved at smæde? 

 Så vid da, at Gud har bøjet min Ret, omspændt mig med sit Net. 

 Se, jeg skriger: Vold! men får ikke Svar, råber om Hjælp, der er ingen Ret. 

 Han spærred min Vej, jeg kom ikke frem, han hylled mine Stier i Mørke; 

 han klædte mig af for min Ære, berøved mit Hoved Kronen, 

 brød mig ned overalt, så jeg må bort, oprykked mit Håb som Træet; 

 hans Vrede blussede mod mig, han regner mig for sin Fjende; 

 samlede rykker hans Flokke frem og bryder sig Vej imod mig, de lejrer sig om mit Telt. 

 Mine Brødre har fjernet sig fra mig, Venner er fremmede for mig, 

 mine nærmeste og Hendinge holder sig fra mig, de, der er i mit Hus, har glemt mig; 

 mine Piger regner mig for en fremmed, vildfremmed er jeg i deres Øjne; 

 ej svarer min Træl, når jeg kalder, jeg må trygle ham med min Mund; 

 ved min Ånde væmmes min Hustru, mine egne Brødre er jeg en Stank; 

 selv Drenge agter mig ringe, når jeg reljser mig, taler de mod mig; 

 Standsfælleræmmes til Hobe ved mig, de, jeg elskede, vender sig mod mig. 

 Benene hænger fast ved min Hud, med Kødet i Tænderne slap jeg bort. 

 Nåde, mine Venner, Nåde, thi Guds Hånd har rørt mig! 

 Hvi forfølger og I mig som Gud og mættes ej af mit Kød? 

 Ak, gid mine Ord blev skrevet op, blev tegnet op i en Bog, 

 med Griffel af Jern, med Bly indristet i Hlippen for evigt! 

 Men jeg ved, at min Løser lever, over Støvet vil en Forsvarer stå frem. 

 Når min sønderslidte Hud er borte, skal jeg ud fra mit Kød skue Gud, 

 hvem jeg skal se på min Side; ham skal mine Øjne se, ingen fremmed! Mine Nyrer forgår i mit Indre! 

 Når I siger: "Hor vi skal forfølge ham, Sagens Rod vil vi udfinde hos ham!" 

 så tag jer i Vare for Sværdet; thi Vrede rammer de lovløse, at I skal kende, der kommer en Dom!