| Chapter 21 |
1 | Så tog Job til Orde og svarede:
|
2 | "Hør dog, hør mine Ord, lad det være Trøsten, I giver!
|
3 | Find jer nu i, at jeg taler, siden kan I jo håne!
|
4 | Gælder min Klage Mennesker? Hvi skulde jeg ej være utålmodig?
|
5 | Vend jer til mig og stivn af Rædsel, læg Hånd på Mund!
|
6 | Jeg gruer, når jeg tænker derpå, mit Legeme gribes af Skælven:
|
7 | De gudløse, hvorfor lever de, bliver gamle, ja vokser i Kraft?
|
8 | Deres Æt har de blivende hos sig, deres Afkom for deres Øjne;
|
9 | deres Huse er sikre mod Rædsler, Guds Svøbe rammer dem ikke;
|
10 | ej springer deres Tyr forgæves, Koen kælver, den kaster ikke;
|
11 | de slipper deres Drenge ud som Får, deres Børneflok boltrer sig ret;
|
12 | de synger til Pauke og Citer, er glade til Fløjtens Toner;
|
13 | de lever deres Dage i Lykke og synker med Fred i Dødsriget,
|
14 | skønt de siger til Gud: "Gå fra os, at kende dine Veje er ikke vor Lyst!
|
15 | Den Almægtige? Hvad han? Skal vi tjene ham? Hvad Gavn at banke på hos ham?"
|
16 | Er ej deres Lykke i deres Hånd og gudløses Råd ham fjernt?
|
17 | Når går de gudløses Lampe ud og når kommer Ulykken over dem? Når deler han Loddet ud i sin Vrede,
|
18 | så de bliver som Strå for Vinden, som Avner, Storm fører bort?
|
19 | Gemmer Gud hans Ulykkeslod til hans Børn? Ham selv gengælde han, så han mærker det,
|
20 | lad ham selv få sit Vanheld at se, den Almægtiges Vrede at drikke!
|
21 | Thi hvad bryder han sig siden om sit Hus, når hans Måneders Tal er udrundet?
|
22 | Kan man vel tage Gud i Skole, ham, som dømmer de højeste Væsner?
|
23 | En dør jo på Lykkens Tinde, helt tryg og så helt uden Sorger:
|
24 | hans Spande er fulde af Mælk, hans Knogler af saftig Marv;
|
25 | med bitter Sjæl dør en anden og har aldrig nydt nogen Lykke;
|
26 | de lægger sig begge i Jorden, og begge dækkes af Orme!
|
27 | Se, jeg kender så vel eders Tanker og de Rænker, I spinder imod mig,
|
28 | når I siger: "Hvor er Stormandens Hus og det Telt, hvor de gudløse bor?"
|
29 | Har I aldrig spurgt de berejste og godkendt deres Beviser:
|
30 | Den onde skånes på Ulykkens Dag og frelses på Vredens Dag.
|
31 | Hvem foreholder ham vel hans Færd, gengælder ham, hvad han gør?
|
32 | Til Graven bæres han hen, ved hans Gravhøj holdes der Vagt;
|
33 | i Dalbunden hviler han sødt, Alverden følger så efter, en Flok uden Tal gik forud for ham.
|
34 | Hvor tom er den Trøst, som I giver! Eders Svar - kun Svig er tilbage!
|