| Chapter 29 |
1 | Og Job vedblev at fremsætte sit Tankesprog:
|
2 | Ak, havde jeg det som tilforn, som dengang Gud tog sig af mig,
|
3 | da hans Lampe lyste over mit Hoved, og jeg ved hans Lys vandt frem i Mørke,
|
4 | som i mine modne År, da Guds Fortrolighed var over mit Telt,
|
5 | da den Almægtige end var hos mig og mine Drenge var om mig,
|
6 | da mine Fødder vaded i Fløde, og Olie strømmede, hvor jeg stod,
|
7 | da jeg gik ud til Byens Port og rejste mit Sæde på Torvet.
|
8 | Når Ungdommen så mig, gemte deo sig, Oldinge rejste sig op og stod,
|
9 | Høvdinger standsed i Talen og lagde Hånd på Mund,
|
10 | Stormænds Røst forstummed, deres Tunge klæbed til Ganen;
|
11 | Øret hørte og priste mig lykkelig, Øjet så og tilkendte mig Ære.
|
12 | Thi jeg redded den arme, der skreg om Hjælp, den faderløse, der savned en Hjælper;
|
13 | den, det gik skævt, velsignede mig, jeg frydede Enkens Hjerte;
|
14 | jeg klædte mig i Retfærd, og den i mig, i Ret som Kappe og Hovedbind.
|
15 | Jeg var den blindes Øje, jeg var den lammes Fod;
|
16 | jeg var de fattiges Fader, udreded den mig ukendtes Sag;
|
17 | den lovløses Tænder brød jeg, rev Byttet ud af hans Gab.
|
18 | Så tænkte jeg da: "Jeg skal dø i min Rede, leve så længe som Føniksfuglen;
|
19 | min Rod kan Vand komme til, Duggen har Nattely i mine Grene;
|
20 | min Ære er altid ny, min Bue er altid ung i min Hånd!"
|
21 | Mig hørte de på og bied, var tavse, mens jeg gav Råd;
|
22 | ingen tog Ordet, når jeg havde talt, mine Ord faldt kvægende på dem;
|
23 | de bied på mig som på Regn, spærred Munden op efter Vårregn.
|
24 | Mistrøstige smilte jeg til, mit Åsyns Lys fik de ej til at svinde.
|
25 | Vejen valgte jeg for dem og sad som Høvding, troned som Konge blandt Hærmænd, som den, der gav sørgende Trøst.
|