| Chapter 77 |
2 | Jeg råber, højt til Gud, og han hører mig,
|
3 | jeg søger Herren på Nødens Dag, min Hånd er om Natten utrættet udrakt, min Sjæl vil ikke lade sig trøste;
|
4 | jeg ihukommer Gud og stønner, jeg sukker, min Ånd vansmægter. - Sela.
|
5 | Du holder mine Øjne vågne, jeg er urolig og målløs.
|
6 | Jeg tænker på fordums dage, ihukommer længst henrundne År;
|
7 | jeg gransker om Natten i Hjertet, grunder og ransager min Ånd.
|
8 | Vil Herren bortstøde for evigt og aldrig mer vise Nåde,
|
9 | er hans Miskundhed ude for stedse, hans Trofasthed omme for evigt og altid,
|
10 | har Gud da glemt at ynkes, lukket sit Hjerte i Vrede? - Sela.
|
11 | Jeg sagde: Det er min Smerte; at den Højestes højre er ikke som før.
|
12 | Jeg kommer HERRENs Gerninger i Hu, ja kommer dine fordums Undere i Hu.
|
13 | Jeg tænker på al din Gerning og grunder over dine Værker.
|
14 | Gud, din Vej var i Hellighed, hvo er en Gud så stor som Gud!
|
15 | Du er en Gud, som gør Undere, du gjorde din Vælde kendt blandt Folkene,
|
16 | udøste dit Folk med din Arm, Jakobs og Josefs Sønner. - Sela.
|
17 | Vandene så dig, Gud, Vandene så dig og vred sig i Angst, ja Dybet tog til at skælve;
|
18 | Skyerne udøste Vand, Skyhimlens Stemme gjaldede, dine Pile for hid og did;
|
19 | din bragende Torden rullede, Lynene oplyste Jorderig, Jorden bæved og skjalv;
|
20 | din Vej gik midt gennem Havet, din Sti gennem store Vande, dine Fodspor kendtes ikke.
|
21 | Du førte dit Folk som en Hjord ved Moses`s og Arons Hånd.
|