| Chapter 1 |
1 | Ordsprog af Salomo, Davids Søn, Israels Konge.
|
2 | Af dem skal man lære Visdom forstandig Tale,
|
3 | tage mod Tugt, som gør klog, mod Retfærdighed, Ret og Retsind;
|
4 | de skal give tankeløse Klogskab, ungdommen Kundskab og Kløgt;
|
5 | den vise høre og øge sin Viden, den forstandige vinde sig Levekunst;
|
6 | de skal lære at tyde Ordsprog og Billeder, de vises Ord og Gåder.
|
7 | HERRENs Frygt er Kundskabs begyndelse, Dårer ringeagter Visdom og Tugt.
|
8 | Hør, min Søn, på din Faders Tugt, opgiv ikke din Moders Belæring.
|
9 | thi begge er en yndig Krans til dit Hoved og Kæder til din Hals.
|
10 | Min Søn, sig nej, når Syndere lokker!
|
11 | Siger de: "Kom med, lad os lure på den fromme, lægge Baghold for sagesløs, skyldfri Mand!
|
12 | Som Dødsriget sluger vi dem levende, med Hud og Hår, som for de i Graven.
|
13 | Vi vinder os Gods og Guld, vi fylder vore Huse med Rov.
|
14 | Gør fælles Sag med os; vi har alle fælles Pung!"
|
15 | - min Søn, gå da ikke med dem, hold din Fod fra deres Sti;
|
16 | thi deres Fødder løber efter ondt, de haster for at udgyde Blod.
|
17 | Thi det er unyttigt at udspænde Garnet for alle Fugles Øjne;
|
18 | de lurer på eget Blod, lægger Baghold for eget Liv.
|
19 | Så går det enhver, der attrår Rov, det tager sin Herres Liv.
|
20 | Visdommen råber på Gaden, på Torvene løfter den Røsten;
|
21 | oppe på Murene kalder den, tager til Orde i Byen ved Portindgangene:
|
22 | Hvor længe vil I tankeløse elske Tankeløshed, Spotterne finde deres Glæde i Spot og Dårerne hade kundskab?
|
23 | Vend eder til min Revselse! Se, jeg lader min Ånd udvælde for eder, jeg kundgør eder mine Ord:
|
24 | Fordi jeg råbte og I stod imod, jeg vinked og ingen ænsed det,
|
25 | men I lod hånt om alt mit Råd og tog ikke min Revselse til jer,
|
26 | derfor ler jeg ved eders Ulykke, spotter, når det, I frygter, kommer,
|
27 | når det, I frygter, kommer som Uvejr, når eders Ulykke kommer som Storm, når Trængsel og Nød kommer over jer.
|
28 | Da svarer jeg ej, når de kalder, de søger mig uden at finde,
|
29 | fordi de hadede Kundskab og ikke valgte HERRENs Frygt;
|
30 | mit Råd tog de ikke til sig, men lod hånt om al min Revselse.
|
31 | Frugt af deres Færd skal de nyde og mættes med egne Råd;
|
32 | thi tankeløses Egensind bliver deres Død, Tåbers Sorgløshed bliver deres Undergang;
|
33 | men den, der adlyder mig, bor trygt, sikret mod Ulykkens Rædsel.
|