| Chapter 7 |
1 | Min Søn, vogt dig mine Ord,mine bud må du gemme hos dig;
|
2 | vogt mine bud, så skal du leve, som din Øjesten vogte du, hvad jeg har lært dig;
|
3 | bind dem om dine Fingre, skriv dem på dit Hjertes Tavle,
|
4 | sig til Visdommen: "Du er min Søster!" og kald Forstanden Veninde,
|
5 | at den må vogte dig for Andenmands Hustru, en fremmed Kvinde med sleske Ord.
|
6 | Thi fra mit Vindue skued jeg ud, jeg kigged igennem mit Gitter;
|
7 | og blandt de tankeløse så jeg en Yngling, en uden Vid blev jeg var blandt de unge;
|
8 | han gik på Gaden tæt ved et Hjørne, skred frem på Vej til hendes Hus
|
9 | i Skumringen henimod Aften, da Nat og Mørke brød frem.
|
10 | Og se, da møder Kvinden ham i Skøgedragt, underfundig i Hjertet;
|
11 | løssluppen, ustyrlig er hun, hjemme fandt hendes Fødder ej Ro;
|
12 | snart på Gader, snart på Torve, ved hvert et Hjørne lurer hun; -
|
13 | hun griber i ham og kysser ham og siger med frække Miner;
|
14 | "Jeg er et Takoffer skyldig og indfrier mit Løfte i Dag,
|
15 | gik derfor ud for at møde dig, søge dig, og nu har jeg fundet dig!
|
16 | Jeg har redt mit Leje med Tæpper, med broget ægyptisk Lærred
|
17 | jeg har stænket min Seng med Myrra, med Aloe og med Kanelbark;
|
18 | kom, lad os svælge til Daggry i Vellyst, beruse os i Elskovs Lyst!
|
19 | Thi Manden er ikke hjemme, - på Langfærd er han draget;
|
20 | Pengepungen tog han med, ved Fuldmåne kommer han hjem!"
|
21 | Hun lokked ham med mange fagre Ord, forførte ham med sleske Læber;
|
22 | tankeløst følger han hende som en Tyr, der føres til Slagtning, som en Hjort, der løber i Nettet,
|
23 | til en Pil gennemborer dens Lever, som en Fugl, der falder i Snaren, uden at vide, det gælder dens Liv.
|
24 | Hør mig da nu, min Søn, og lyt til min Munds Ord!
|
25 | Ej bøje du Hjertet til hendes Veje, far ikke vild på hendes Stier;
|
26 | thi mange ligger slagne, hvem hun har fældet, og stor er Hoben, som hun slog ihjel.
|
27 | Hendes Hus er Dødsrigets Veje, som fører til Dødens Kamre.
|