| Chapter 14 |
1 | Visdom bygger sit hus,dårskabs hænder river det ned.
|
2 | Hvo redeligt vandrer, frygter HERREN, men den, som går Krogveje, agter ham ringe.
|
3 | I Dårens Mund er Ris til hans Ryg, for de vise står Læberne Vagt.
|
4 | Når der ikke er Okser, er Laden tom, ved Tyrens Kraft bliver Høsten stor.
|
5 | Sanddru Vidne lyver ikke, det falske Vidne farer med Løgn.
|
6 | Spotter søger Visdom, men finder den ikke, til Kundskab kommer forstandig let.
|
7 | Gå fra en Mand, som er en Tåbe, der mærker du intet til Kundskabs Læber.
|
8 | Den kloge i sin Visdom er klar på sin Vej, men Tåbers Dårskab er Svig.
|
9 | Med Dårer driver Skyldofret Spot, men Velvilje råder iblandt retsindige.
|
10 | Hjertet kender sin egen Kvide, fremmede blander sig ej i dets Glæde.
|
11 | Gudløses Hus lægges øde, retsindiges Telt står i Blomst.
|
12 | Mangen Vej synes Manden ret, og så er dens Ende dog Dødens Veje.
|
13 | Selv under Latter kan Hjertet lide, og Glædens Ende er Kummer.
|
14 | Af sine Veje mættes den frafaldne, af sine Gerninger den, som er god.
|
15 | Den tankeløse tror hvert Ord, den kloge overtænker sine Skridt.
|
16 | Den vise ængstes og skyr det onde, Tåben buser sorgløs på.
|
17 | Den hidsige bærer sig tåbeligt ad, man hader rænkefuld Mand.
|
18 | De tankeløse giver dårskab i Arv, de kloge efterlader sig Kundskab.
|
19 | Onde må bukke for gode, gudløse stå ved retfærdiges Døre.
|
20 | Fattigmand hades endog af sin Ven, men Rigmands Venner er mange.
|
21 | Den, der foragter sin Næste, synder, lykkelig den, der har Medynk med arme.
|
22 | De, som virker ondt, farer visselig vild; de, som virker godt, finder Nåde og Trofasthed.
|
23 | Ved al Slags Møje vindes der noget, Mundsvejr volder kun Tab.
|
24 | De vises Krone er Kløgt, Tåbers Krans er Dårskab.
|
25 | Sanddru Vidne frelser Sjæle; den, som farer med Løgn, bedrager.
|
26 | Den stærkes Tillid er HERRENs Frygt, hans Sønner skal have en Tilflugt.
|
27 | HERRENs Frygt er en Livsens Kilde, derved undgås Dødens Snarer.
|
28 | At Folket er stort, er Kongens Hæder, Brist på Folk er Fyrstens Fald.
|
29 | Den sindige er rig på Indsigt, den heftige driver det vidt i Dårskab.
|
30 | Sagtmodigt Hjerte er Liv for Legemet, Avind er Edder i Benene.
|
31 | At kue den ringe er Hån mod hans Skaber, han æres ved Medynk med fattige.
|
32 | Ved sin Ondskab styrtes den gudløse, ved lydefri Færd er retfærdige trygge.
|
33 | Visdom bor i forstandiges Hjerte, i Tåbers Indre kendes den ikke.
|
34 | Retfærdighed løfter et Folk, men Synd er Folkenes Skændsel.
|
35 | En klog Tjener har Kongens Yndest, en vanartet rammer hans Vrede.
|