| Chapter 29 |
1 | Hvo Nakken gør stiv, skønt revset tit, han knuses brat uden Lægedom.
|
2 | Er der mange retfærdige, glædes Folket, men råder de gudløse, sukker Folket.
|
3 | Hvo Visdom elsker, glæder sin Fader, hvo Skøger omgås, bortødsler Gods.
|
4 | Kongen grundfæster Landet med Ret, en Udsuger lægger det øde.
|
5 | Mand, der smigrer sin Næste, breder et Net for hans Fod.
|
6 | I sin Brøde hildes den onde, den retfærdige jubler af Glæde.
|
7 | Den retfærdige kender de ringes Retssag; den gudløse skønner intet.
|
8 | Spottere ophidser Byen, men Vismænd, de stiller Vrede.
|
9 | Går Vismand i Rette med Dåre, vredes og ler han, alt preller af.
|
10 | De blodtørstige hader lydefri Mand, de retsindige tager sig af ham.
|
11 | En Tåbe slipper al sin Voldsomhed løs, Vismand stiller den omsider.
|
12 | En Fyrste, som lytter til Løgnetale, får lufter gudløse Tjenere.
|
13 | Fattigmand og Blodsuger mødes, HERREN giver begges Øjne Glans.
|
14 | En Konge, der dømmer de ringe med Ret, hans Trone står fast evindelig.
|
15 | Ris og Revselse, det giver Visdom, uvorn Dreng gør sin Moder Skam.
|
16 | Bliver mange gudløse tiltager Synd; retfærdige ser med Fryd deres Fald.
|
17 | Tugt din Søn, så kvæger han dig og bringer din Sjæl, hvad der smager.
|
18 | Uden Syner forvildes et Folk; salig den, der vogter på Loven.
|
19 | Med Ord lader Træl sig ikke tugte, han fatter dem vel, men adlyder ikke.
|
20 | Ser du en Mand, der er hastig til Tale, for en Tåbe er der snarere Håb end for ham.
|
21 | Forvænner man sin Træl fra ung, vil han til sidst være Herre.
|
22 | Hidsig Mand vækker Strid, vredladen Mand gør megen Synd.
|
23 | Et Menneskes Hovmod ydmyger ham, den ydmyge opnår Ære.
|
24 | Hæleren hader sit Liv, han hører Forbandelsen, men melder intet.
|
25 | Frygt for Mennesker leder i Snare, men den, der stoler på HERREN, er bjærget.
|
26 | Mange søger en Fyrstes Gunst; Mands Ret er dog fra HERREN.
|
27 | Urettens Mand er retfærdiges Gru, hvo redeligt vandrer, gudløses Gru.
|