| Chapter 30 |
1 | Massaiten Agur, Jakes Søns ord. Manden siger: Træt har jeg slidt mig, Gud, træt har jeg slidt mig, Gud, jeg svandt hen;
|
2 | thi jeg er for dum til at regnes for Mand, Mands Vid er ikke i mig;
|
3 | Visdom lærte jeg ej, den Hellige lærte jeg ikke at kende.
|
4 | Hvo opsteg til Himlen og nedsteg igen, hvo samlede Vinden i sine Næver, hvo bandt Vandet i et Klæde, hvo greb fat om den vide Jord? Hvad er hans Navn og hans Søns Navn? Du kender det jo.
|
5 | Al Guds Tale er ren, han er Skjold for dem, der lider på ham.
|
6 | Læg intet til hans Ord, at han ikke skal stemple dig som Løgner.
|
7 | Tvende Ting har jeg bedet dig om, nægt mig dem ej, før jeg dør:
|
8 | Hold Svig og Løgneord fra mig: giv mig hverken Armod eller Rigdom, men lad mig nyde mit tilmålte Brød,
|
9 | at jeg ikke skal blive for mæt og fornægte og sige: "Hvo er HERREN?" eller blive for fattig og stjæle og volde min Guds Navn Men.
|
10 | Bagtal ikke en Træl for hans Herre, at han ikke forbander dig, så du må bøde.
|
11 | Der findes en Slægt, som forbander sin Fader og ikke velsigner sin Moder,
|
12 | en Slægt, der tykkes sig ren og dog ej har tvættet Snavset af sig,
|
13 | en Slægt med de stolteste Øjne, hvis Blikke er fulde af Hovmod.
|
14 | en Slægt, hvis Tænder er Sværd hvis Kæber er skarpe Knive, så de æder de arme ud af Landet, de fattige ud af Menneskers Samfund.
|
15 | Blodiglen har to Døtre: Givhid, Givhid! Der er tre, som ikke kan mættes, fire, som aldrig får nok:
|
16 | Dødsriget og det golde Moderliv, Jorden, som aldrig mættes af Vand, og Ilden, som aldrig får nok.
|
17 | Den, som håner sin Fader og spotter sin gamle Moder, hans Øje udhakker Bækkens Ravne, Ørneunger får det til Æde.
|
18 | Tre Ting undres jeg over, fire fatter jeg ikke:
|
19 | Ørnens Vej på Himlen, Slangens Vej på Klipper, Skibets Vej på Havet, Mandens Vej til den unge Kvinde.
|
20 | Så er en Ægteskabsbryderskes Færd: Hun spiser og tørrer sig om Munden og siger: "Jeg har ikke gjort noget ondt!"
|
21 | Under tre Ting skælver et Land, fire kan det ikke bære:
|
22 | En Træl, når han gøres til Konge, en Nidding, når han spiser sig mæt,
|
23 | en bortstødt Hustru, når hun bliver gift, en Trælkvinde, når hun arver sin Frue.
|
24 | Fire på Jorden er små, visere dog end Vismænd:
|
25 | Myrerne, de er et Folk uden Styrke, samler dog Føde om Somren;
|
26 | Klippegrævlinger, et Folk uden Magt, bygger dog Bolig i Klipper;
|
27 | Græshopper, de har ej Konge, drager dog ud i Rad og Række;
|
28 | Firbenet, det kan man gribe med Hænder, er dog i Kongers Paladser.
|
29 | Tre skrider stateligt frem, fire har statelig Gang:
|
30 | Løven, Kongen blandt Dyrene, som ikke viger for nogen;
|
31 | en sadlet Stridshest, en Buk, en Konge midt i sin Hær.
|
32 | Har du handlet som Dåre i Overmod, tænker du ondt, da Hånd for Mund! Thi Tryk på Mælk giver Ost, Tryk på Næsen Blod og Tryk på Vrede Trætte.
|