| Chapter 6 |
1 | Hvor er din Ven gået hen, du fagreste blandt Kvinder? Hvor har din ven vendt sig hen? Vi vil søge ham med dig.
|
2 | Min Ven gik ned i sin Have, ti lBalsambedene, for at vogte sin Hjord i Haverne og sanke Liljer.
|
3 | Jeg er min Vens, og min Ven er min, han, som vogter blandt Liljer.
|
4 | Du er fager, min Veninde, som Tirza, yndig som Jerusalem, frygtelig som Hære under Banner.
|
5 | Vend dine Øjne fra mig, de forvirrer mig så! Dit Hår er som en Gedeflok, bølgende ned fra Gilead.
|
6 | dine Tænder som en Fåreflok, der kommer fra Bad, som alle har Tvillinger, intet er uden Lam;
|
7 | din Tinding er et bristet Granatæble bag ved dit Slør.
|
8 | Dronningernes Tal er tresindstyve, Medhustruernes firsindstyve, på Terner er der ej Tal.
|
9 | Men een er hun, min Due, min rene, hun, sin Moders eneste, hun, sin Moders Kælebarn. Blev hun set af Piger, fik hun Pris, af Dronninger og Medhustruer Hyldest.
|
10 | Hvo er hun, der titter frem som Morgenrøden, fager som Månen, skær som Solen, frygtelig som Hære under Banner?
|
11 | Jeg gik ned i Nøddehaven for at se, hvor det grønnes i Dale for at se, om Vintræet skød, om Granattræet nu stod i Blomst.
|
12 | Før jeg vidste af det, satte min Sjæl mig på mit ædle Folks Vogne.
|
13 | Vend dig, vend dig, Sulamit, vend dig, vend dig, så vi kan se dig!"Hvad vil I se på Sulamit, mens Sværddansen trædes?"
|