| Chapter 3 |
1 | Jeg er den, der så nød ved hans vredes ris,
|
2 | mig har han ført og ledt i det tykkeste Mulm,
|
3 | ja, Hånden vender han mod mig Dagen lang.
|
4 | Mit Bød og min Hud har han opslidt, brudt mine Ben,
|
5 | han mured mig inde, omgav mig med Galde og Møje,
|
6 | lod mig bo i Mørke som de, der for længst er døde.
|
7 | Han har spærret mig inde og lagt mig i tunge Lænker.
|
8 | Om jeg end råber og skriger, min Bøn er stængt ude.
|
9 | Han spærred mine Veje med Kvader, gjorde Stierne kroge.
|
10 | Han blev mig en lurende Bjørn, en Løve i Baghold;
|
11 | han ledte mig vild, rev mig sønder og lagde mig øde;
|
12 | han spændte sin Bue; lod mig være Skive for Pilen.
|
13 | Han sendte sit Koggers Sønner i Nyrerne på mig;
|
14 | hvert Folk lo mig ud og smæded mig Dagen lang,
|
15 | med bittert mætted han mig, gav mig Malurt at drikke.
|
16 | Mine Tænder lod han bide i Flint, han trådte mig i Støvet;
|
17 | han skilte min Sjæl fra Freden, jeg glemte Lykken
|
18 | og sagde: "Min Livskraft, mit Håb til HERREN er ude."
|
19 | At mindes min Vånde og Flakken er Malurt og Galde;
|
20 | min Sjæl, den mindes det grant den grubler betynget.
|
21 | Det lægger jeg mig på Sinde, derfor vil jeg håbe:
|
22 | HERRENs Miskundhed er ikke til Ende, ikke brugt op,
|
23 | hans Nåde er ny hver Morgen, hans Trofasthed stor.
|
24 | Min Del er HERREN, (siger min Sjæl,) derfor håber jeg på ham.
|
25 | Dem, der bier på HERREN, er han god, den Sjæl, der ham søger;
|
26 | det er godt at håbe i Stilhed på HERRENs Frelse,
|
27 | godt for en Mand, at han bærer Åg i sin Ungdom.
|
28 | Han sidde ensom og tavs, når han lægger det på ham;
|
29 | han trykke sin Mund mod Støvet, måske er der Håb.
|
30 | Række Kind til den, der slår ham, mættes med Hån.
|
31 | Thi Herren bortstøder ikke for evigt,
|
32 | har han voldt Kvide, så ynkes han, stor er hans Nåde;
|
33 | ej af Hjertet plager og piner han Menneskens Børn.
|
34 | Når Landets Fanger til Hobe trædes under Fod,
|
35 | når Mandens Ret for den Højestes Åsyn bøjes,
|
36 | når en Mand lider Uret i sin Sag mon Herren ej ser det?
|
37 | Hvo taler vel, så det sker, om ej Herren byder?
|
38 | Kommer ikke både ondt og godt fra den Højestes Mund?
|
39 | Over hvad skal den levende sukke? Hver over sin Synd!
|
40 | Lad os ransage, granske vore Veje og vende os til HERREN,
|
41 | løfte Hænder og Hjerte til Gud i Himlen;
|
42 | vi syndede og stod imod, du tilgav ikke,
|
43 | men hylled dig i Vrede, forfulgte os, dræbte uden Skånsel,
|
44 | hylled dig i Skyer, så Bønnen ej nåed frem;
|
45 | til Skarn og til Udskud har du gjort os midt iblandt Folkene.
|
46 | De opspærred Munden imod os, alle vore Fjender.
|
47 | Vor Lod blev Gru og Grav og Sammenbruds Øde;
|
48 | Vandstrømme græder mit Øje, mit Folk brød sammen.
|
49 | Hvileløst strømmer mit Øje, det kender ej Ro,
|
50 | før HERREN skuer ned fra Himlen, før han ser til.
|
51 | Synet af Byens Døtre piner min Sjæl.
|
52 | Jeg joges som en Fugl af Fjender, hvis Had var grundløst,
|
53 | de spærred mig inde i en Grube, de stenede mig;
|
54 | Vand strømmed over mit Hoved, jeg tænkte: "Fortabt!"
|
55 | Dit Navn påkaldte jeg, HERRE, fra Grubens Dyb;
|
56 | du hørte min Røst: "O, gør dig ej døv for mit Skrig!"
|
57 | Nær var du den Dag jeg kaldte, du sagde: "Frygt ikke!"
|
58 | Du førte min Sag, o Herre, genløste mit Liv;
|
59 | HERRE, du ser, jeg lider Uret. skaf mig min Ret!
|
60 | Al deres Hævnlyst ser du, alle deres Rænker,
|
61 | du hører deres Smædeord HERRE, deres Rænker imod mig,
|
62 | mine Fjenders Tale og Tanker imod mig bestandig.
|
63 | Se dem, når de sidder eller står, deres Nidvise er jeg.
|
64 | Dem vil du gengælde, HERRE, deres Hænders Gerning,
|
65 | gør deres Hjerte forhærdet din Forbandelse over dem!
|
66 | forfølg dem i Vrede, udryd dem under din Himmel.
|