Chapter 19

 Og han kom ind i Jeriko og drog derigennem. 

 Og se, der var en Mand, som hed Zakæus; han var Overtolder, og han var rig. 

 Og han søgte at få at se, hvem der var Jesus, og kunde ikke for Skaren, fordi han var lille af Vækst. 

 Og han løb forud og steg op i et Morbær Figentræ, for at han kunde se ham; thi han skulde komme frem ad den Vej. 

 Og da Jesus kom til Stedet, så han op og blev ham var og sagde til ham: "Zakæus! skynd dig og stig ned; thi jeg skal i Dag blive i dit Hus." 

 Og han skyndte sig og steg ned og tog imod ham med Glæde. 

 Og da de så det, knurrede de alle og sagde: "Han er gået ind for at tage Herberge hos en syndig Mand." 

 Men Zakæus stod frem og sagde til Herren: "Se, Herre! Halvdelen af min Ejendom giver jeg de fattige; og dersom jeg har besveget nogen for noget, da giver jeg det fire Fold igen." 

 Men Jesus sagde til ham: "I Dag er der blevet dette Hus Frelse til Del, efterdi også han er en Abrahams Søn; 

 thi Menneskesønnen er kommen for at søge og frelse det fortabte." 

 Men medens de hørte på dette, fortsatte han og sagde en Lignelse, fordi han var nær ved Jerusalem, og de mente, at Guds Rige skulde straks komme til Syne. 

 Han sagde da: "En højbåren Mand drog til et fjernt Land for at få Kongemagt og vende tilbage igen. 

 Men han kaldte ti af sine Tjenere og gav dem ti Pund og sagde til dem: Købslår dermed, indtil jeg kommer. 

 Men hans Medborgere hadede ham og skikkede Sendebud efter ham og lod sige: Vi ville ikke, at denne skal være Konge over os. 

 Og det skete, da han kom igen, efter at han havde fået Kongemagten, sagde han, at disse Tjenere, hvem han havde givet Pengene, skulde kaldes for ham, for at han kunde få at vide, hvad hver havde vundet. 

 Og den første trådte frem og sagde: Herre! dit Pund har erhvervet ti Pund til. 

 Og han sagde til ham: Vel, du gode Tjener! efterdi du har været tro i det mindste, skal du have Magt over ti Byer. 

 Og den anden kom og sagde: Herre! dit Pund har indbragt fem Pund. 

 Men han sagde også til denne: Og du skal være over fem Byer. 

 Og en anden kom og sagde: Herre! se, her er dit Pund, som jeg har haft liggende i et Tørklæde. 

 Thi jeg frygtede for dig, efterdi du er en streng Mand; du tager, hvad du ikke lagde, og høster, hvad du ikke såede. 

 Han siger til ham: Efter din egen Mund dømmer jeg dig, du onde Tjener! Du vidste, at jeg er en streng Mand, som tager, hvad jeg ikke lagde, og høster, hvad jeg ikke såede; 

 hvorfor gav du da ikke mine Penge til Vekselbordet, så jeg ved min Hjemkomst kunde have krævet dem med Rente? 

 Og han sagde til dem, som stode hos: Tager Pundet fra ham, og giver det til ham, som har de ti Pund. 

 Og de sagde til ham: Herre! han har ti Pund. 

 Jeg siger eder, at enhver, som har, ham skal der gives; men den, som ikke har, fra ham skal endog det tages, som han har. 

 Men fører disse mine Fjender hid, som ikke vilde, at jeg skulde være Konge over dem, og hugger dem ned for mine Øjne!" 

 Og da han havde sagt dette, gik han foran og drog op til Jerusalem. 

 Og det skete, da han nærmede sig til Bethfage og Bethania ved det Bjerg, som kaldes Oliebjerget, udsendte han to af sine Disciple og sagde: 

 "Går hen til den Landsby, som ligger lige for eder. Når I komme derind, skulle I finde et Føl bundet, på hvilket der endnu aldrig har siddet noget Menneske; og løser det, og fører det hid! 

 Og dersom nogen spørger eder: Hvorfor løse I det? da skulle I sige således: Herren har Brug for det." 

 Men de udsendte gik hen og fandt det, ligesom han havde sagt dem. 

 Men da de løste Føllet, sagde dets Herrer til dem: "Hvorfor løse I Føllet?" 

 Og de sagde: "Herren har Brug for det." 

 Og de førte det til Jesus, og de lagde deres Klæder på Føllet og lod Jesus sætte sig derpå. 

 Og da han drog frem, bredte de deres Klæder under ham på Vejen. 

 Men da han nu nærmede sig til Nedgangen fra Oliebjerget, begyndte hele Disciplenes Mængde med Glæde at prise Gud med høj Røst for alle de kraftige Gerninger, som de havde set, og de sagde: 

 "Velsignet være Kongen, som kommer, i Herrens Navn! Fred i Himmelen, og Ære i det højeste!" 

 Og nogle af Farisæerne i Skaren sagde til ham: "Mester! irettesæt dine Disciple!" 

 Og han svarede og sagde til dem: "Jeg siger eder, at hvis disse tie, skulle Stenene råbe." 

 Og da han kom nær til og så Staden, græd han over den og sagde: 

 "Vidste dog også du, ja, selv på denne din Dag, hvad der tjener til din Fred! Men nu er det skjult for dine Øjne. 

 Thi der skal komme Dage over dig, da dine Fjender skulle kaste en Vold op omkring dig og omringe dig og trænge dig alle Vegne fra; 

 og de skulle lægge dig helt øde og dine Børn i dig og ikke lade Sten på Sten tilbage i dig, fordi du ikke kendte din Besøgelses Tid." 

 Og han gik ind i Helligdommen og begyndte at uddrive dem, som solgte, 

 og sagde til dem: "Der er skrevet: Og mit Hus er et Bedehus; men I have gjort det til en Røverkule." 

 Og han lærte daglig i Helligdommen; men Ypperstepræsterne og de skriftkloge og de første i Folket søgte at slå ham ihjel. 

 Og de fandt ikke, hvad de skulde gøre; thi hele Folket hang ved ham og hørte ham.