Chapter 12

 Seks Dage før Påske kom Jesus nu til Bethania, hvor Lazarus boede, han, som Jesus havde oprejst fra de døde. 

 Der gjorde de da et Aftensmåltid for ham, og Martha vartede op; men Lazarus var en af dem, som sade til Bords med ham. 

 Da tog Maria et Pund af ægte, såre kostbar Nardussalve og salvede Jesu Fødder og tørrede hans Fødder med sit Hår; og Huset blev fuldt af Salvens Duft. 

 Da siger en af hans Disciple, Judas, Simons Søn, Iskariot, han, som siden forrådte ham: 

 "Hvorfor blev denne Salve ikke solgt for tre Hundrede Denarer og given til fattige?" 

 Men dette sagde han, ikke fordi han brød sig om de fattige, men fordi han var en Tyv og havde Pungen og bar, hvad der blev lagt deri. 

 Da sagde Jesus: "Lad hende med Fred, hun har jo bevaret den til min Begravelsesdag! 

 De fattige have I jo altid hos eder; men mig have I ikke altid." 

 En stor Skare af Jøderne fik nu at vide, at han var der; og de kom ikke for Jesu Skyld alene, men også for at se Lazarus, hvem han havde oprejst fra de døde. 

 Men Ypperstepræsterne rådsloge om også at slå Lazarus ihjel: 

 thi for hans Skyld gik mange af Jøderne hen og troede på Jesus. 

 Den følgende Dag, da den store Skare, som var kommen til Højtiden, hørte, at Jesus kom til Jerusalem, 

 toge de Palmegrene og gik ud imod ham og råbte: "Hosanna! velsignet være den, som kommer, i Herrens Navn, Israels Konge!" 

 Men Jesus fandt et ungt Æsel og satte sig derpå, som der er skrevet: 

 "Frygt ikke, Zions Datter! se, din Konge kommer, siddende på en Asenindes Føl." 

 Dette forstode hans Disciple ikke først; men da Jesus var herliggjort, da kom de i Hu, at dette var skrevet om ham, og at de havde gjort dette for ham. 

 Skaren, som var med ham, vidnede nu, at han havde kaldt Lazarus frem fra Graven og oprejst ham fra de døde. 

 Det var også derfor, at Skaren gik ham i Møde, fordi de havde hørt, at han havde gjort dette Tegn. 

 Da sagde Farisæerne til hverandre: "I se, at I udrette ikke noget; se, Alverden går efter ham." 

 Men der var nogle Grækere af dem, som plejede at gå op for at tilbede på Højtiden. 

 Disse gik nu til Filip, som var fra Bethsajda i Galilæa, og bade ham og sagde: "Herre! vi ønske at se Jesus." 

 Filip kommer og siger det til Andreas, Andreas og Filip komme og sige det til Jesus. 

 Men Jesus svarede dem og sagde: "Timen er kommen, til at Menneskesønnen skal herliggøres. 

 Sandelig, sandelig, siger jeg eder, hvis ikke Hvedekornet falder i Jorden og dør, bliver det ene; men dersom det dør, bærer det megen Frugt. 

 Den, som elsker sit Liv, skal miste det; og den, som hader sit Liv i denne Verden, skal bevare det til et evigt Liv. 

 Om nogen tjener mig, han følge mig, og hvor jeg er, der skal også min Tjener være; om nogen tjener mig, ham skal Faderen ære. 

 Nu er min Sjæl forfærdet; og hvad skal jeg sige? Fader, frels mig fra denne Time? Dog, derfor er jeg kommen til denne Time. 

 Fader herliggør dit Navn!" Da kom der en Røst fra Himmelen: "Både har jeg herliggjort det, og vil jeg atter herliggøre det." 

 Da sagde Skaren, som stod og hørte det, at det havde tordnet; andre sagde: "En Engel har talt til ham." 

 Jesus svarede og sagde: "Ikke for min Skyld er denne Røst kommen, men for eders Skyld. 

 Nu går der Dom over denne Verden, nu skal denne Verdens Fyrste kastes ud, 

 og jeg skal, når jeg bliver ophøjet fra Jorden, drage alle til mig." 

 Men dette sagde han for at betegne, hvilken Død han skulde dø. 

 Skaren svarede ham: "Vi have hørt af Loven, at Kristus bliver evindelig, og hvorledes siger da du, at Menneskesønnen bør ophøjes? Hvem er denne Menneskesøn?" 

 Da sagde Jesus til dem: "Endnu en liden Tid er Lyset hos eder. Vandrer, medens I have Lyset, for at Mørke ikke skal overfalde eder! Og den, som vandrer i Mørket, ved ikke, hvor han går hen. 

 Medens I have Lyset, tror på Lyset, for at I kunne blive Lysets Børn!" Dette talte Jesus, og han gik bort og blev skjult for dem. 

 Men endskønt han havde gjort så mange Tegn for deres Øjne, troede de dog ikke på ham, 

 for at Profeten Esajas`s Ord skulde opfyldes, som han har sagt: "Herre! hvem troede det, han hørte af os, og for hvem blev Herrens Arm åbenbaret?" 

 Derfor kunde de ikke tro, fordi Esajas har atter sagt: 

 "Han har blindet deres Øjne og forhærdet deres Hjerte, for at de ikke skulle se med Øjnene og forstå med Hjertet og omvende sig, så jeg kunde helbrede dem." 

 Dette sagde Esajas, fordi han så hans Herlighed og talte om ham. 

 Alligevel var der dog mange, endogså af Rådsherrerne, som troede på ham; men for Farisæernes Skyld bekendte de det ikke, for at de ikke skulde blive udelukkede af Synagogen; 

 thi de elskede Menneskenes Ære mere end Guds Ære. 

 Men Jesus råbte og sagde: "Den, som tror på mig, tror ikke på mig, men på ham, som sendte mig, 

 og den, som ser mig, ser den, som sendte mig. 

 Jeg er kommen som et Lys til Verden, for at hver den, som tror på mig, ikke skal blive i Mørket. 

 Og om nogen hører mine Ord og ikke vogter på dem, ham dømmer ikke jeg; thi jeg er ikke kommen for at dømme Verden, men for at frelse Verden. 

 Den, som foragter mig og ikke modtager mine Ord, har den, som dømmer ham; det Ord, som jeg har talt, det skal dømme ham på den yderste Dag. 

 Thi jeg har ikke talt af mig selv; men Faderen, som sendte mig, han har givet mig Befaling om, hvad jeg skal sige, og hvad jeg skal tale. 

 Og jeg ved, at hans Befaling er evigt Liv. Altså, hvad jeg taler, taler jeg således, som Faderen har sagt mig."