| Chapter 9 |
1 | Så tog Job til Orde og svarede:
|
2 | "Jeg ved forvist, at således er det, hvad Ret har en dødelig over for Gud?
|
3 | Vilde Gud gå i Rette med ham, kan han ikke svare på et af tusind!
|
4 | Viis af Hjerte og vældig i Kraft hvo trodsede ham og slap vel derfra?
|
5 | Han flytter Bjerge så let som intet, vælter dem om i sin Vrede,
|
6 | ryster Jorden ud af dens Fuger, så dens Grundstøtter bæver;
|
7 | han taler til solen, så skinner den ikke, for Stjernerne sætter han Segl,
|
8 | han udspænder Himlen ene, skrider hen over Havets Kamme,
|
9 | han skabte Bjørnen, Orion, Syvstjernen og Sydens Kamre,
|
10 | han øver ufattelig Vælde og Undere uden Tal!
|
11 | Går han forbi mig, ser jeg ham ikke, farer han hen, jeg mærker ham ikke;
|
12 | røver han, hvem mon der hindrer ham i det? Hvo siger til ham: "Hvad gør du?"
|
13 | Gud lægger ikke Bånd på sin Vrede, Rahabs Hjælpere bøjed sig under ham;
|
14 | hvor kan jeg da give ham Svar og rettelig føje min Tale for ham!
|
15 | Har jeg end Ret, jeg kan dog ej svare, må bede min Dommer om Nåde!
|
16 | Nævned jeg ham, han svared mig ikke, han hørte, tror jeg, ikke min Røst,
|
17 | han, som river mig bort i Stormen, giver mig - Sår på Sår uden Grund,
|
18 | ikke lader mig drage Ånde, men lader mig mættes med beskeing.
|
19 | Gælder det Kæmpekraft, melder han sig! Gælder det Ret, hvo stævner ham da!
|
20 | Har jeg end Ret, må min Mund dog fælde mig, er jeg end skyldfri, han gør mig dog vrang!
|
21 | Skyldfri er jeg, ser bort fra min Sjæl og agter mit Liv for intet!
|
22 | Lige meget; jeg påstår derfor: Skyldfri og skyldig gør han til intet!
|
23 | Når Svøben kommer med Død i et Nu, så spotter han skyldfries Hjertekval;
|
24 | Jorden gav han i gudløses Hånd, hylder dens Dommeres Øjne til, hvem ellers, om ikke han?
|
25 | Raskere end Løberen fløj mine Dage, de svandt og så ikke Lykke,
|
26 | gled hen som Både af Si, som en Ørn, der slår ned på Bytte.
|
27 | Dersom jeg siger: "Mit Suk vil jeg glemme, glatte mit Ansigt og være glad,"
|
28 | må jeg dog grue for al min Smerte, jeg ved, du kender mig ikke fri.
|
29 | Jeg skal nu engang være skyldig, hvorfor da slide til ingen Nytte?
|
30 | Toed jeg mig i Sne og tvætted i Lud mine Hænder,
|
31 | du dypped mig dog i Pølen, så Klæderne væmmedes ved mig.
|
32 | Thi du er ikke en Mand som jeg, så jeg kunde svare, så vi kunde gå for Retten sammen;
|
33 | vi savner en Voldgiftsmand til at lægge sin Hånd på os begge!
|
34 | Fried han mig for sin Stok, og skræmmed hans Rædsler mig ikke,
|
35 | da talte jeg uden at frygte ham,, thi min Dom om mig selv er en anden!
|